At blive far eller mor, det bliver man for livet. Det er en rolle som man tager på sig. Alle gør det så godt man kan, på det givende tidspunkt. Meget bliver man klogere på, og kunne gøre anderledes, når erfaring og livslærdom først har meldt sig. De “gamle” prøvede at lære en det, men det kunne vi ikke bruge til noget. Man skal gøre sine egne erfaringer.
Nu har jeg været forældre/forsørger siden jeg selv var 18 år, nu er jeg 54 år. Det er en underlig fornemmelse at være færdig med det. Jeg ville lyve hvis jeg ikke kunne indrømme at det på en måde er en lettelse. Jeg har stadig mine dejlige unger, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg har klaret det..færdig med en del af livet. Nu er det min egen tur. Jeg vil prøve at lave nogle af de ting som jeg har lyst til. Jeg vil ikke blive en sur, gammel, bitter kone som aldrig selv levede. Jeg har levet dejligt med mine unger, der er intet jeg fortryder. Hver ting til sin tid. Nu skal de selv have lov at prøve kræfter med livet. jeg vil stadig være der, hvis de behøver mig, men ansvaret er ikke mit mere. Forhåbentligt har jeg lært dem at tage et ansvar på sig…det vil jeg mene. Det var da hensigten. At få gode, glade, ærlige, ansvarlige børn,
Jeg skrev teksten, om lovmæssig myndig..et par dage efter mit yngste barn, var blevet 18 år. Jeg skulle lige fordøje at jeg ikke havde umyndige børn mere. En tid er forbi og en ny begynder. Et stykke dejligt, besværligt, arbejde er slut i lovmæssig forstand…det er det jeg mener.