jeg kan en lidt tænksom historie, den er helt sand og oplevet af mig selv: Jeg var ansat som medhjælper i en lille slagterforretning på vestsjælland i ca.1980. Midt på dagen…i “middagsstunden” var der ikke så meget at lave. Vi var færdig med at lave varer til butikken, og mennesker var ikke begyndt at købe ind til aftensmad endnu. Slagtermesteren og jeg stod og kikkede lidt ud af butiksvinduet. Forbi kom en ung kvinde med en barnevogn. Det var en skrækkelig barnevogn..fuld af lapper og rigtig hjemmemalet at se på, sådan er rigtig gammel brugt en. Hende der kørte barnevognen, var lige så lappet og genbrugsagtig at se på. Jeg fik lidt ondt af hende, det var synd hun måtte køre med sådan en grim barnevogn. Jeg havde selv små børn på det tidspunkt, og vidste hvor glad jeg var for en pæn barnevogn. Jeg havde slebet og malet på min, og været henne og købe et nyt overlæder. Jeg havde nemlig også kun råd til en god brugt en, men den skulle altså være pæn. Slagtermesteren grinede af mig og sagde…ved du ikke hvem den unge kvinde er? Det var datteren af den største virksomhed i byen. Hun kunne købe alle de flotte barnevogne hun ville, men hun ville have en anderledes. Hun var da ligeglad, hvor sølle den så ud. jeg tænkte..at når man er rig, så betyder det ikke så meget hvad andre tænker?? Måske? Hun havde ikke slebet og malet sin barnevogn. I dag kan man købe møbler som er “skrammet” de koster mange penge. Det var også sådan nogle jeg malede om. Jeg lærer vist aldrig at forstå mennesker helt. De vil altid noget andet end de kan, og vil være anderledes end de er.
