Der er mange mennesker, som går sygemeldt med stress disse år. Især mennesker i “omsorgsjob”. Jeg har selv prøvet det og det var bare så grimt. Jeg vidste ikke jeg var ved at blive syg, blev godtnok hurtig træt og ofte lidt ked af det. Mente det var fordi jeg havde så mange ekstravagter, og der tit manglede personale. Jeg kunne også se alle de ting, som ikke blev gjort godt nok, men magtede ikke at nå det hele. Der var en sød gammel mand, som jeg havde arbejdet ved i flere år. Han sagde en dag…dit valgsprog er snart “jeg kommer om lidt…jeg skal lige” og dine to minutter er alt fra to minutter, til hele og halve timer. Det var såmænd rigtig nok, og jeg vidste det kun al for godt. Jeg tog det med hjem, tænkte som en gal…hvad jeg kunne gøre anderledes. Gik til min leder og sagde at nu kunne det snart ikke gå mere. Hun havde ingen løsning, for der var ingen folk at få på arbejde. Du må jo priotere, var svaret. Det havde jeg jo gjort længe. Sådan gik der lang tid, to år vil jeg mene. Jeg blev bange for det var mig som der nok var noget i vejen med, jeg var jo ikke 20 år mere. Mange af de yngste rejste deres vej, gad ikke sådan et arbejde. Vi fik mange ufaglærte, de fleste var søde nok, men manglede viden og erfaring. Så nu skulle jeg både lære nye op og arbejde hurtigere. Syge og ældre er mest trygge ved dem de kender, så der var mange problemer at løse. Jeg håbede hele tiden det ville ændre sig, for vi lagde nye arbejdsplaner og lovede hinanden at prøve at undgå for meget sygdom. Det blev bare aldrig til noget…tværtimod. De nye sagde at det da var nødvendig og meget normalt, at have en “mental sygedag” af og til. Måske havde jeg undgået at blive rigtig syg, hvis jeg havde gjort det? Pårørende brokkede sig med rette, over den måde deres kære blev passet. Det stod ofte i avisen, at plejepersonale, kun drak kaffe. ja nogle var direkte onde..altså efter avisen. Jeg skriver mere en anden dag, for det er lidt svært at tænke på igen
