Er det for skrøbelige mennesker, der uddannet til “omsorgsmennesker” ???
De har aldrig lært at passe på sig selv…ikke ret mange. Jeg havde slet ikke, eller forstod jeg det ikke. På Sundhedsskolen blev det fortalt, men det kunne jeg ikke lære på nogle få timer. Der var mange andre ting at lære og vi skulle hele tiden bestå delprøver. Det der handlede om mig selv, mente jeg nok at kunne. Så langt jeg kunne huske tilbage, havde livet krævet og lært mig: Vær sød og hjælpsom, vær flittig, gør som du får besked på, bare klø på, du skal bestille noget, du er ikke sat til verden for at more dig, livet er ikke lutter lagkage, du skal have respekt for de voksne..især de ældre, du skal hjælpe de syge, du skal passe dit arbejde.
Jeg har aldrig lært: Du skal huske at være glad, at gøre nogle ting du kan lide, være god ved dig selv, trives på dit arbejde, have tid til din familie, kræve at andre behandler dig godt.
Jeg lærte som social og sundhedsarbejder, man må aldrig virke stresset og forjaget, men det var jo det jeg var.
Det er en meget svær balancegang. jeg stod ofte midt i livets svære stunder, skulle støtte mennesker og handle rigtig. Jeg kendte mit tidsskema og vidste hvad det kostede, hvis jeg ikke nåede det indenfor tidsrammen. Det havde følger resten af arbejdsdagen, som jeg skulle løbe ind…uden at virke fortravlet.
I alvorlige tilfælde, skulle jeg ringe efter en sygeplejerske og oplyse om symtomer: Feber, opkast, blødninger, smerter, forvirrethed, osv, osv.. Hvis hun skønnede det var nødvendig, kom hun så hurtig hun kunne. Jeg kunne naturligvis ikke gå før hun kom, og havde hun brug for hjælp. Skulle jeg hjælpe. Hun kunne ikke hjælpe mig…selvom jeg var bagud, der var jo mange andre syge. Måske kunne jeg have ringet til en kollega efter hjælp, men de havde jo deres at slås med..så kom de bagefter. Så problemet var mit, da jeg ofte arbejdede alene. Jeg måtte lære at ligge oplevelser ” på hylden” inden næste besøg.
Mange gange..på vej hjem, tænkte jeg dagen igennem, og alle tingene kom op igen. jeg havde og har tavshedspligt. Sådan noget taler man ikke med venner og familie om, det er strafbart. kan give fængselsstraf og mistet arbejde. jeg kunne tale lidt med kollegaer, under de rette betingelser..altså ikke i pauserum eller på gaden. Det havde jeg bare ikke så mange muligheder for. Desuden havde vi jo alle “vores oplevelser”, detjeg lære at bære.Så det blev lagt på lager i sindet. Jo mere jeg blev presset i tid og ting jeg skulle nå, jo mere svært blev det.
Mange gange tænkte jeg på det om natten, drømte om det og prøvede at finde en løsning, men forgæves. Jeg blev bange for at blive syg og gammel. Tænk…al den hjælp jeg kunne forvente, var en stresset og forjaget hjemmehjælper. Det var ikke rart at tænke på.
Jeg oplevede kollegaer begynde at omtale dem vi arbejdede ved grimt. De sagde det var dødsygt at passe gamle og syge. Alle var så besværlige og utilfredse. Der var ikke meget arbejdsglæde…jeg kunne slet ikke se den. Det var ikke min måde at omtale vores borgere på. jeg mener at alle mennesker skal behandles godt og med respekt for den enkelte.
Jeg ved godt at verden “bliver lille” når mennesker føler sig ensomme og bange. Hvis “Marie” klager meget over et sted der gør ondt, er det måske slet ikke det der er problemet. Måske er hun: Ked af noget, ensom, bange, usikker, men det er for svært at sige. Disse ting kunne jeg ikke gøre så meget ved. Jeg havde ikke rammerne og tiden. Det er meget svært, at ville det bedste og gøre det godt. især når jeg ikke måtte bruge muligheder og evner.
jeg er god til at læse og mærke mennesker….for god, siger min læge. Det er derfor jeg er blevet syg.
Jeg tror det er som et barn, der vil til at gå, men ikke får mulighed for det. Det giver en forkert udvikling. Det er forkert at have det som mig. Jeg skal være et sted, hvor jeg må bruge de ting jeg kan. Allerførst skal jeg lære at passe på mig selv. Den der ikke kan det, kan ikke passe på andre i længden. Det kan gå et stykke tid, men pludseligt er mennesket brugt op, og sindet fuldt af konflikter, sådan blev jeg syg.
Måske skal det være nogle stærkere mennesker, der skal have den slags arbejde, jeg har udført. Måske skal de testes på en eller anden måde? Måske skal man lære noget mere om egenomsorg? Jeg tror bare ikke at stærkere mennesker, vil have den slags arbejde..de vil heller ikke have så lidt i løn. De fleste “omsorgsmennesker” jeg kender, har personlige lig i lasten. De vil så gerne ud og gøre en forskel. De ved hvor ondt livet kan gøre. Det smager altid lidt af fugl… at hjælpe andre. Mange mennesker, som ikke føler sig værdsat og elsket, kan virkelig gøre det ved andre. Måske håber de at der…falder lidt tilbage til dem selv? Alle vil jo gerne føle sig værdsat. Jeg mener at alle har ret til det.Det er bare ikke alle, der har oplevet det. Skrøbelige mennesker skal ikke være omsorgsmennesker..efter min mening. De skal have et glad, sjovt, spændende, livgivende, positivt, arbejde. Det kunne de bare ikke uddanne sig til..jeg kunne heller ikke. Det havde jeg ikke nok viden om, penge til, støtte fra omgivelserne, muligheder osv, osv…sikke en klagesang ikke? jeg mener dog den er sand. Det blev en kort uddannelse, med elevløn, menne adgangskrav og masser af arbejde bagefter. Jeg ville meget nødig være arbejdsløs. Sådan traf jeg mit valg. Desuden holder jeg af mennesker, det var nok det vigtigste. måtte
