.
Jeg har fået nyt arbejde, har selv søgt det. Jeg fortalte ærligt hvordan jeg havde været syg, til hende der ansatte mig. Da jeg havde syg i 6 måneder og blev mere og mere isoleret og bange for fremtiden…hvad skulle dette dog ende med? Der var ikke meget hjælp i min fagforening. Jeg spurgte om der ikke var andre i min situation, så vi ligesom kunne hjælpe hinanden. Jeg ville godt skrive et indlæg i vores fagblad og lægge navn til. Det vidste de ikke om det var en god ide. Jeg ville jo helst møde nogle som var blevet raske igen. Det eneste de sagde på fagforeningen var, at jeg skulle gøre som min læge sagde eller finde mig et andet arbejde, det var jo nemt at få arbejde i dag. Der var mange der havde det som mig. Jeg ville så gerne tale med dem. Når man er udbrændt, som jeg var..stiller man sig ikke op på hovedgaden med et skilt for at finde de andre i samme situation…det kan man slet ikke. Nej jeg gemte mig i mit hjem, lukkede alle ude, tog ingen steder hen og undgik alle undtagen familien, som jeg sled utroligt på. Det var godt de kunne holde til det. Min læge sagde at jeg skulle sætte mig hjem og læse en god bog, høre noget godt musik og gøre ting jeg holdt af. Bede min familie om hjælp til al det huslige, jeg skulle have helt ro til at hele igen. Så skulle jeg finde et arbejde hvor mine evner var værdsat, for han var sikker på det fandtes. Jeg havde haft samme læge i snart 20 år, så han kendte mig godt. Mest når jeg kom med mine børn eller borgere fra mit arbejde, for jeg havde aldrig været meget syg. På min sidste arbejdsplads i den offenlige ældrepleje, havde jeg 6 sygedage på 6 år. Så jeg er ikke at svageligt menneske, men det var jeg det halve år jeg var syg denne gang. På fagforeningen spurgte de om jeg ikke havde behov for nogle “lykkepiller”, de mente at jeg skulle spørge lægen om det. Jeg blev vred på fagforeningen…rigtig vred, mente at de skulle tage det med som et krav ved næste overenskomst “gratis lykkepiller til ansatte i sundhedssektoren” det måtte jo være et arbejdsredskab. Det var sidste gang, jeg prøvede at hente hjælp ved fagforeningen…jeg var lige ved at melde mig ud. Jeg fortalte min læge om forslaget. Han rystede på hovedet og sagde: Du er ikke syg i mine øjne, du har reageret menneskeligt og sundt på et sygt system og skal nok blive rask igen, du skal ikke have piller. Du skal have ryddet op i alle de ting i dit sind og lagt dem på rette hylde igen, det kan du godt selv uden piller. jeg måtte dog have lidt hjælp, kunne jo ikke slide min mand helt op, han var god til at lytte, men har ikke forstand på at rydde op i et forvirret sind. Jeg fandt et menneske som er uddannet til det, fra den alternative sundhedsverden. Jeg vidste han havde været ansat i “omsorgsjob”, så han måtte vide hvad jeg talte om. Jeg gik til samtaler at 1,5 times varighed hver anden uge, det kostede 600 kr, men det var pengene værd. Nu er 1200 kr og sommetider 1800 kr om måneden udaf en sygeløn på knap 10000 udbetalt mange penge, der er jo også andre udgifter. Jeg var der ialt 8 gange, så kunne jeg godt selv. Han kunne godt forstå, det var svært på sygedagpenge og sagde hvis jeg fik det meget svært igen, så måtte jeg jo ringe. Det har heldigvis ikke været nødvendig endnu. Jeg skrev lidt med en sygeplejerske på nettet, hun havde selv prøvet turen i sit arbejde. Nu arbejdede hun på at lave et sted hvor udbrændte og stressede mennesker kunne komme sig, for det findes ikke i Danmark. Hun kendte et sted i Sverige og det ville hun gerne lave magen til. Hun lærte mig et billede på udbrændthed, som har hjulpet mig mange gange. Når der er en skovbrænd bliver alt forkullet og sort. Men det grønnes igen, ganske langsomt og bliver så kønt som aldrig før. Ikke med de samme vækster, som før brænden, men nogle der passer til de nye omgivelser. Sådan er det også med et menneske, det skal nok grønnes og blomstre igen, skal bare have de rette betingelser. Jeg har fået de rette betingelser på mitnye arbejde. Det skal dog siges at jeg søgte arbejde “under min stand”, jeg gik en del ned i løn, til at begynde med, det er dog ved at rette sig. Jeg turde ikke tage ansvar og give omsorg mente jeg ikke jeg kunne. Jeg blev ansat til rengøring, køkkenarbejde, tøjvask og pasning af blomster. Den første uge gik jeg sammen med hende der skulle holde op, det job jeg skulle overtage. Det var en god start. Jeg var meget nervøs, da jeg blev mig selv. 1000 små lapper med al det jeg skulle huske og bange for ikke at gøre det godt nok. Lige så stille opdagede jeg at det gik fint og jeg kunne nemt omgås beboerne, jeg var meget hvor de var. Det var bare ikke mit ansvar og det var dejligt. Jeg skulle bare sørge for der var pænt og rent, dække pænt bord og hjælpe i køkken, sørge for deres tøj blev vasket og sætte pæne blomster i vand…al det der betyder meget for et menneske som ikke kan selv. Så var der heller ingen minutplaner, ingen mobiltelefon i lomme , med 10 kald oven i hinanden. Det var så dejligt..og jeg kunne godt. Det skal dog siges at jeg er ikke ansat i den kommunale ældrepleje, men en boform under de nye regioner, så der er andre regler og de er gode for mig. jeg kan give omsorg igen, råd og vejledning til beboerne…bruge al det jeg har lært på sundhedsskoler og livets skole. Jeg har også lært at passe lidt på mig selv. Når det bliver “for meget” går jeg ned i vaskerummet eller ud i haven og plukker blomster til vaserne. Det var utænkeligt i ældreplejen. Jeg har opdaget så mange ting jeg er god til. Jeg kan lære fra mig og lide at synge med beboerne, rigtig god til planter og blomster. Det her er godt for mig, så det kan lykkedes at komme ud på den anden side igen. Det koster kun 4 kr i timen..2 efter skat, altså 16 kr om dagen, det er alle pengene værd. Den anden dag var jeg til samtale ved lederen på mit nye arbejde, det skal alle efter 3 måneder. Jeg blev sat tre løntrin op, da han mente jeg havde så stor erfaring og var god for huset. Så nu koster det mig ikke 16 kr om dagen mere at have det godt. Det er jo næsten et eventyr ikke?
