Det er snart jul! Så er et juleeventyr, som er sandt..på sin plads.

I 1980 var jeg ansat på et lille plejehjem, med 16 beboere. Det var ude på landet i en lille landsby. Vi var 7 ansatte, med hende der bestyrede plejehjemmet. De 7 ansatte, gjorde rent, lavede mad, hjalp de ældre med personlig pleje, passede, sammen med de ældre køkkenhave, vaskede tøj..dertil hørte naturligvis, strygning, sy knapper i osv..osv. Vi dækkede alle vagter, dag, aften og nat. Kun i sommerferien, var der afløsere på. Det var som regel nogle søde unge mennesker, der gerne ville have studiejob. Jeg mener at vi havde 40 timers arbejdsuge dengang og det overholdt vi. Jeg ved ikke rigtig med bestyrerinden, men jeg tror også hun overholdt det. Hun havde sin bolig på hjemmet, og det kunne måske godt være lidt svært.

De ældre var også rigtig gamle dengang, flere var godt 90 år, en var næsten 100 år. En var helt blind, 2 kunne ikke gå, 2 var meget demente, der var de samme skavanker, som vi kender i dag, ved normal aldring. Til de komplekse ting, havde vi hjemmesygeplejersken, der kørte i området. Det var ikke så tit det var nødvendig, hun var god til at lære fra sig.

Nu ved jeg jo godt, at al der er foregået i fortiden, kan stå i et andet lys. Det er lidt som ældre mænd, der fortæller om deres soldatertid, de husker kun det sjove ikke? Dette ville jeg undgå, så jeg har talt med mennesker jeg arbejdede sammen med dengang. Jeg sagde de skulle være ærlige og stoppe mig, hvis det var for lyserødt…altså min hukommelse. Det gjorde de ikke. De kunne huske det samme. Så kan jeg jo godt fortælle historien.

Jul i ældreplejen 1980 ( jeg var der mange år, så det er prøvet flere gange)

Sidst i November, begyndte vi at gøre rigtig fint rent, så pyntede vi til jul. Meget af pynten havde vi fået af de ældre, fra deres eget hjem. Andet havde vi lavet på onsdage hvor naboer og andre ældre fra den lille by, kom til ældresammenkomst. Der var altid nogle pårørende, som havde meget gran og andre ting til at pynte med. Det blev rigtig pænt, de der boede på hjemmet hjalp selvfølgelig til, så meget de kunne.

December var en lidt hård måned. Der skete mange ting. Børn fra den lokale skole, sang julesange og gik luciaoptog. Derefter fik de sodavand og godteposer, som de ældre havde pakket. Spejdere og andet godtfolk var også søde til at lægge vejen forbi. Der gik meget hjemmebag og julegløgg til, men det var hyggeligt. De ældre hjalp til, så meget de kunne. Når vi bagte småkager..var der nogle der skar ud, andre satte på plader og i ovn, det var de ældre mænd, der holdt øje med de ikke blev for sorte inde i ovnen. De kunne meget mere end vi mener i dag. Julegløgg stod og simmrede på komfuret, det var ikke noget med færdig gløgg fra supermarked. Det var citroner, kanelstænger, nelliker, sukker og mange andre ting, der blev kogt sammen. Først den dag det skulle bruges, kom rødvin i..eller ribssaft, hvis der var børn mellem gæsterne.

Personalet skulle også købe julegaver til de ældre. Jeg ved ikke hvor bestyrerinden, fik pengene fra, men vi måtte bruge 50 kr til hver. Det var noget vi gjorde, når vi alligevel var i byen for os selv i december. De ældre fik noget vi havde lagt mærke til, de kunne lide. Vi som personale fik også en julegave, det var en fridag i december med løn. Betingelsen var bare, at vi skulle dække hinanden ind. De personale der var på arbejde juleaften, fik julegave ligesom de ældre. Jeg ved som sagt ikke hvor hun havde pengene fra, men måske var det normalt dengang. Det var jo også kommunen der drev plejehjemmet i 1980.

Når man arbejder med mennesker…skal man også på arbejde i julen. Det siger sig selv, man kan ikke bare lukke, men gøre det så lempeligt som muligt. De fleste vil jo gerne være hjemme ved sin familie…det er bare ikke muligt.

På dette lille plejehjem, blev der taget hensyn til: Hvem der havde familie langt væk, hvem der havde små børn, hvem der var enlige, hvem der gerne ville arbejde de forskellige dage. Så blev der sat lidt ekstra personale på..så de også havde tid til at hygge sig i julen. Man måtte have sin nærmeste familie med og det kosted ingenting. Jeg kender mange enlige mødre, som har holdt alletiders hyggelige jul, mens mor var på arbejde. Børn gør noget særligt, ved en juleaften, også på et plejehjem.

Juleaftensdag var noget helt særligt. Vi fik rundstykker, når vi mødte på arbejde. De ældre sov så længe de kunne( det er ikke ret lang tid). Det var det hyggeligste morgenbord..personale og ældre sammen. Så var der noget med at komme i det fine juletøj. De fleste ventede til over middag, så det ikke blev grisset af risengrøden. Der blev kun serveret risengrød til middag den dag, man skulle jo være sulten til om aftenen.

Efter en god middagssøvn..hvor personalet fik sat julemiddagen i ovnen og dækket et meget pænt bord i opholdsstuen( den eneste vi havde), var der eftermiddagskaffe. Her kom pårørende på besøg, det var så hyggeligt. Mange havde julesnold med eller en pæn juleblomst. De fleste af de ældre ville helst blive på hjemmet juleaften. Det var noget med egen seng og det personale de kendte. Det var så svært at være i byen, masser af trapper og familie der skulle køre dem hjem. Alle de ældre var som regel på plejehjemmet juleaften.Nu mødte aftenvagterne som regel ind op arbejde. Så kom den lokale præst og læste juleevangliet og der blev sunget nogle julesalmer.Personalet rendte til og fra..dryppede andestegen..satte kartofter over og mange andre ting…som i mange andre hjem juleaften. Sidst på eftermiddagen var der nogle, som tog en lille lur, mens andre dækkede det fine julebord, sammen med personalet. Børn af personalet så jule fjernsyn…som i alle andre hjem. Kl18 var der julemad med al hvad der kan tænkes..mandelgave og lidt julesalmer. Det var mest børnene der fik mandelgaver, fandt aldrig ud af hvordan, men mandler kan jo bytte plads ikke? Efter julemiddagen…var der nogle ældre..mest mænd, der skulle ligge lidt på deres seng. Andre tog af bordet, vaskede op osv osv… Børnene var nu ved at være utålmodige, men mange af de ældre fortalte dem om julen i gamle dage. Nu blev der danset om juletræet..et meget stort et, med mange julegaver under. Alle der kunne og ville gå, var med til at danse om juletræet. En ældre dame kunne spille klaver, så hun spillede til. Dem der ikke kunne sad på gode stole og så til. Nogle sad i plejesenge, som vi havde kørt op i stuen ( hvis de ældre ville). Det var så hyggeligt og sjovt, for børnene skulle jo have nogle af de mere livlige julesange med. Så var der julegaver. Det var de ældre der læste op og børnene rendte med dem. Det kom til at knibe lidt med børnenes samarbejdsvilje, når der var en gave til dem selv…naturligt nok. Så måtte personalet tage over. Om der blev kikket og leget med julegaver? Det kan slet ikke beskrives. Vi kunne som personale, få masser af tid til..at rydde gavepapir væk og lave kaffe. Julesnold, kager, kaffe og et lille glas vin, blev nu sat på bordet. Børnene havde ikke meget tid..de legede med julegaver på gulvet. Vi voksne kikkede på og hyggede os med kaffen. Efterhånden var der nogle ældre, som ville i seng, det var der også god tid til, andre passede jo på vores børn. Der blev sagt godnat og glædelig jul. Nattevagten mødte ind og fortalte lidt om sin egen juleaften. Vi ryddede lidt op sammen og kunne tage hjemmed vores børn og alle deres julegaver. Dem der havde været på arbejde juleaften, havde altid fri dagen efter..så var der god tid til at hygge med sin egen familie dagen efter. Om det var svært at være på arbejde juleaften? Nej det var ikke så slemt! En meget hyggelig aften og sin familie kunne man have hos sig. Mine børn har aldrig klaget…det var en hyggelig juleaften, med mennesker, der havde tid til dem.

Nattevagten…havde som regel en meget stille nat, de ældre var trætte. Hun kunne nå at dække et meget hyggeligt morgenbord, til julemorgen. Her måtte personalet også gerne have familie med, så der var liv og glade dage. Der var julefrokost kl.12, med efterfølgende kaffe og julesnold. Snitter og te til aftensmad, så igen kaffe og julesnold. Først 2 juledag kunne de ældre lokkes hjem til deres børn og anden familie. Så var vi ikke så mange på “Hjemmet”, før om aftenen, når de kom hjem igen.2. Juledag om aftenen fik vi suppe…også til de pårørende..så var julen slut..alle var trætte, men det havde været godt.

Nu skal jeg lige tage mig sammen til at skrive…hvordan julen er på et ældrecenter i dag. Det har jeg nemlig også prøvet. Eller er der andre, som vil skrive det for mig? Det kunne være sjovt at høre det, fra en pårørendes side ikke?

There are no comments on this post

Leave a Reply