Her til morgen i radioavisen, udtalte vores socialminister. Frivilligt socialt arbejde, skulle kunne indgå i et CV på lige fod med andre ting, man havde lært. Det skulle tælle med og gøre det nemmere at få job i det offenlige. Grunden var at der manglede hænder og meget arbejde kunne udføres af frivillige. Både ved ældre/syge/børn og unge/livslinjer/socialt udstødte osv..osv. Hvis også unge mennesker deltog, ville flere gode ideer komme til. Det skal nok passe at frivilligt arbejde, ville have godt af de unge. Jeg ved også godt der mangler hænder, og mange steder er frivilligt arbejde godt…men..men. Hvordan mon det føles, hvis menneskelige behov ved syge/ældre skal dækkes af frivillige, der ikke får løn for det? Måske er det at være overladt til andres nåde og bamhjertelighed? Selv mener jeg at det er nemmere at modtage hjælp, fra mennesker der har det som deres arbejde. Altså hvis man ser bort fra familie og venner, som jo ikke alle har. Desuden har de heller ikke altid tid/bor langt væk/er selv syg eller gammel/skal passe sit arbejde osv osv. De fleste ældre eller syge er meget taknemmelige, og kede af at være til besvær. De takker og undskylder for al det “bøvl” man har med dem. Så er det godt at lønnet personale kan sige: Rolig nu…det er mit arbejde..jeg har selv valgt det og uden dig havde jeg ikke noget arbejde. Jeg er glad for at hjælpe dig og glad for at du er tilfreds med hjælpen, så er det et dejligt arbejde. Desuden får jeg løn for det, så jeg kan klare mine forpligtelser i livet..ligesom dig, da du gik på arbejde. Altså et meget ligeværdigt forhold ikke? Mange ældre/syge er bange og utrygge ved at noget kan gå galt, mens de er sammen med de frivillige. De vil slet ikke være til besvær overfor de frivillige. Desuden er det meget svært at sige “nejtak” til en sød frivillig dame, som kommer med kage og laver kaffe. Hun vil også gerne tale om den ældres liv og hverdag, læse avisen, skrive et postkort, tage en med udenfor. Hvordan kan jeg vide, det er sådan? Er jeg ikke bare misundelige på de frivillige, der har tid til al det hyggelige og sjove. Det vi som personale havde tid til engang? Jo…helt ærligt, det er jeg også. Jeg kender de ældre/syge, arbejder helt tæt på dem..både på gode og dårlige dage. Så de har selv fortalt og vist mig det. Før en frivillig besøgsven kommer, skal jeg som regel: Rydde lidt ekstra op, finde lidt pænere tøj, sætte håret en ekstra gang og så endelig en tur på toilettet, så det ikke er nødvendig mens den frivillige er der og husk lige at ligge et fint håndklæde, over alle blekasserne, så hun ikke ser dem. Nogle ensomme/gamle/syge føler at de er blevet tildelt en besøgsven, fordi de er helt alene i verden og personalet ikke har tid mere..de må ikke bruge deres lønnede arbejdstid på dem. Det er jo rigtig nok, vi må ikke læse avis/skrive breve/gå tur/deltage i udflugter/hyggesnakke osv osv . Noget der engang var en naturlig del af jobbet og med til at give arbejdsglæde. Jeg er ikke ude efter de frivillige, men de skulle arbejde sammen med det lønnede personale. Vi skulle også have rammer til det de må. Måske kunne de frivillige så også hjælpe med tøjvask og rengøring? Eller er det kun det sjove, hyggelige, energigivende del af arbejdet, som skal varetages af frivillige? Jeg kan godt forstå lønnet personale “brænder ud” og er meget syge. Den del der gjorde arbejdet…til noget særligt, må vi ikke udføre mere. Enten udføres det ikke eller varetages det af frivillige..al det hyggelige, sjove, livgivende, energiskabende, positive del af arbejdet. Det kan man slippe afsted med ved sundhedsarbejdere!
