Kvindernes kampdag.

I bagklogskabens klare lys, kan jeg skrive dette.

Jeg er født i 1953, i en familie med 5 piger..ingen drenge. Min far var vokset op i en familie, hvor deres far var syg og fraværende. Min farmor måtte klare mange ting alene, det ældste barn havde ansvaret, når hun var på arbejde. Uanset om det var en dreng eller pige, det kunne hun kke tage hensyn til. Min mor er vokset op i en familie, hvor fars ord var lov…uanset hvor fjollet ordet var. Min mormor brugte ikke en krone, uden at få lov, af morfar.

Jeg lærte at slå søm i, lappe min cykel, sætte nye såler på mine træsko. Jeg lærte også at lave mad, gøre rent, vaske, passe børn osv osv, for det kunne min far. Min mor har altid gået på arbejde, for hun ville ikke spørge om lov til at bruge en krone. Jeg kan synge sangen med mening” Når min far kommer hjem, er min mor lige gået” sådan var min barndom, på godt og ondt, men jeg fik lært en masse…som jo var min verden.

Da jeg fik børn, ret tidlig…sådan kunne det være i 70erne. Skulle min førstefødte en pige lære at klare sig selv, og få et fint liv. Det med det fine liv, har hun fået, men betalt mange lærepenge. Drengen jeg fik, 5 år senere..skulle blive en god dreng , som kunne hjælpe sin familie, det er han også blevet.

Her kommer jeg til at tænke på. Denne dreng, som var den første “der var i mine hænder” ville jeg ikke gøre til en mand, som drog i krig og bestemte over kvinder og børn. Han skulle ikke lege med våben, biler og andet der kun var bestemt for drenge. Hans søster havde bestemt heller ikke fået, legetøj kun for piger. Der var meget “intetkøn” i mit valg.

En dag kom min far, med en coyboy vest, hat og “skyder” og smed det ned for drengen. Om drengen blev glad, vil jeg næsten ikke være bekendt at skrive..han lyste op “tak morfar”. Da erkendte jeg, at min overbevisning var forkert.

Jeg havde glemt, at min far kunne: Lave en bil, bygge et hus, fælde et træ, skifte en baby, lave verdens bedste frikadeller, passe godt på sin familie osv osv.

Jeg havde også glemt, at min mor: kunne være økonomisk medansvarlig, sige sin mening, klare sig selv osv osv.

Jeg behøvede jo ikke kvindernes kampdag, den havde mine formødre taget…det var de nød til.

I lovmæssig forstand.

At blive far eller mor, det bliver man for livet. Det er en rolle som man tager på sig. Alle gør det så godt man kan, på det givende tidspunkt. Meget bliver man klogere på, og kunne gøre anderledes, når erfaring og livslærdom først har meldt sig. De “gamle” prøvede at lære en det, men det kunne vi ikke bruge til noget. Man skal gøre sine egne erfaringer.

Nu har jeg været forældre/forsørger siden jeg selv var 18 år, nu er jeg 54 år. Det er en underlig fornemmelse at være færdig med det. Jeg ville lyve hvis jeg ikke kunne indrømme at det på en måde er en lettelse. Jeg har stadig mine dejlige unger, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg har klaret det..færdig med en del af livet. Nu er det min egen tur. Jeg vil prøve at lave nogle af de ting som jeg har lyst til. Jeg vil ikke blive en sur, gammel, bitter kone som aldrig selv levede. Jeg har levet dejligt med mine unger, der er intet jeg fortryder. Hver ting til sin tid. Nu skal de selv have lov at prøve kræfter med livet. jeg vil stadig være der, hvis de behøver mig, men ansvaret er ikke mit mere. Forhåbentligt har jeg lært dem at tage et ansvar på sig…det vil jeg mene. Det var da hensigten. At få gode, glade, ærlige, ansvarlige børn,

Tørklæder..kors om halsen.

Der er meget snak om muslimske pigers tørklæde. Så vidt jeg forstår er det et de tager på, når de er ved at blive voksne og de vælger det selv. Dette har jeg fået fortalt af flere muslimer…både med og uden tørklæde. Så jeg vil regne med det passer. Der er nok påvirkning i de familier hvor det er normalt…det vil jeg da tro.

Er det så anderledes end vores kors i en kæde, som mange har om halsen? Vi får ofte det første i dåbsgave og siden kan vi jo selv bestemme. Der er familier hvor det er mere normalt end andre familier. Religion har også en betydning der.

Jeg tror at vi skal blande os udenom, der er da ingen der blander sig i mit sølvkors. Af og til er der nogle som spørger..er du kristen?? Så kan jeg jo svare ja  og det er det.

Tvangs/fornufts – ægteskaber?

Jeg har tænkt på, vi har så meget imod tvangsægteskaber, så vi ligefrem lovgiver om dem. Har vi selv været der? Dengang ægteskab ikke kun var et spørgsmål om kærlighed? Vi skulle overleve, passe på værdierne, og føre slægten frem i tiderne. Sådan for ca . 100 år siden. Er det kun et spørgsmål om udvikling, så løser det problem helt sig selv. Når piger/kvinder fra fattige lande kan klare sig selv, så skal det nok komme. Imens må vi hjælpe dem lidt, for verden er jo blevet klogere.

Jeg kan en sand fortælling om tvangsægteskaber i Danmark, for knap 100 år siden. Kvinden kunne være min bedstemor.

Det var året 1904, ude på landet i midt Jylland. Der var endnu ikke kommet strøm og indlagt vand på gårderne. Der var ikke noget der hed folkepension, fattighjælp m.m. Man måtte klare sig selv, eller komme på fattig gården. Det var det værste der kunne ske, så mistede man alle rettigheder. Dem der boede der kunne ikke engang stemme, når der var valg. Det var ellers en ret man havde fået, da grundloven blev vedtaget i…jeg mener det var 1849. Men kvinder,udviklingshæmmede, mennesker der var gået konkurs..og så kan jeg ikke huske de sidste, men det var vist mennesker, som ikke kunne forsørge sig selv…havde ikke stemmeret. Kvinder fik det i 1915..altså da denne lille pige, som jeg vil fortælle om var 11. år. Det kendte hun ikke meget til..hun havde ikke tid, og gik meget lidt i skole.

Hun havde en søster til og en bror. Søsteren blev gift med nabobonden og broderen skulle arve gården, som var deres barndomshjem. Nu ville skæbnen at søsteren døde i barselsseng, barnet overlevede heldigvis, for det var det eneste barn, som nogensinde blev født af de tre søskende. Nu måtte den yngste søster hjem og passe spædbarn og svoger. Året efter blev de gift.

Det er en gammel kone ude i hjemmeplejen, som har fortalt mig historien..en meget sød , rigtig gammel, klog kone!! Da jeg spurgte om hun blev glad for sin svoger? Svarede hun..ja med tiden, det var jo ikke det det drejede sig om, vi måtte jo holde sammen på tingene. Han blev en god mand..slog mig aldrig og jeg fik da det jeg behøvede. Sådan har det også været i Danmark. I dag kan kvinder heldigvis selv…de fleste da.

Rig og fattig.

jeg kan en lidt tænksom historie, den er helt sand og oplevet af mig selv: Jeg var ansat som medhjælper i en lille slagterforretning på vestsjælland i ca.1980. Midt på dagen…i “middagsstunden” var der ikke så meget at lave. Vi var færdig med at lave varer til butikken, og mennesker var ikke begyndt at købe ind til aftensmad endnu. Slagtermesteren og jeg stod og kikkede lidt ud af butiksvinduet. Forbi kom en ung kvinde med en barnevogn. Det var en skrækkelig barnevogn..fuld af lapper og rigtig hjemmemalet at se på, sådan er rigtig gammel brugt en. Hende der kørte barnevognen, var lige så lappet og genbrugsagtig at se på. Jeg fik lidt ondt af hende, det var synd hun måtte køre med sådan en grim barnevogn. Jeg havde selv små børn på det tidspunkt, og vidste hvor glad jeg var for en pæn barnevogn. Jeg havde slebet og malet på min, og været henne og købe et nyt overlæder. Jeg havde nemlig også kun råd til en god brugt en, men den skulle altså være pæn. Slagtermesteren grinede af mig og sagde…ved du ikke hvem den unge kvinde er? Det var datteren af den største virksomhed i byen. Hun kunne købe alle de flotte barnevogne hun ville, men hun ville have en anderledes. Hun var da ligeglad, hvor sølle den så ud. jeg tænkte..at når man er rig, så betyder det ikke så meget hvad andre tænker?? Måske? Hun havde ikke slebet og malet sin barnevogn. I dag kan man købe møbler som er “skrammet” de koster mange penge. Det var også sådan nogle jeg malede om. Jeg lærer vist aldrig at forstå mennesker helt. De vil altid noget andet end de kan, og vil være anderledes end de er.

Bæredygtighed for alle?

I dag skrives, tales der meget om bæredygtighed i vores land. Jeg mener helt bestemt det er en god ting, og lever meget efter det. Jeg gjorde det også inden det blev moderne og nødvendig at tale om. Er bæredygtighed for alle og har vi samme muligheder for at bruge det i vores hverdag.

Jeg havde engang en meget sød veninde, som var enlig mor til tre børn. Det var hun blevet fordi en mand, drak, slog, blev væk hjemmefra. Den næste gik hen og døde i en ulykke, altså noget hun slet ikke kunne gøre for. Nu havde hun de her tre børn, ret tæt på hinanden og skulle forsørge, opdrage, tage hånd om alene. Der var ikke plads i børnehaver, skulle køre på cykel mellem tre forskellige steder hver morgen, for at få børnene passet. Hun skulle møde på arbejde kl.7..så hendes “aflevering” begyndte kl.6. Efter en 8 timers arbejdsdag( rengørngsjob) begyndte hjemturen, der også tog en time. Hun kunne slet ikke få det til at hænge sammn med børnepasningsbetaling og løn…heller ikke tiden. Hun var træt, sur, ked af det, fattig og ungerne helt rundt på gulvet.

Hun valgte af nød at blive arbejdsløs, og fik dagpenge. Klarede sig igennem på meget små penge. Købte ind lige før lukketid, hvor meget var sat ned til det halve, lavede kostplan til en uge, lånte et stykke jord ved en bonde og dyrkede grøntsager…mod at hun støvsugede og vaskede gulve en gang om ugen i hans stuehus. Købte tøj og mange ting på genbrug. Sådan gik årerne og de børn blev store og glade…ja også sunde børn.

Jeg mener det er en slags bæredygtighed, hun opdrog gode borgere, som i dag alle har en uddannelse. Jeg ved godt at hun overtrådte indtil flere love, nassede på samfundet?? Hun var stærk nok til at træffe sit eget valg og leve som livet krævede af hende.

I dag er hun skam i arbejde og meget glad for det. Hun fik en uddannelse på dagpenge, i tagt med at børnene blev store, så det er ikke rengøring mere.

Havde samfundet nu fået ret. Kunne det være gået skidt med hendes børn, slidt op at hårdt arbejde, aldrig fundet overskud til uddannelse, været et ulykkeligt menneske, og det er der jo ikke meget bæredygtighed i . Mennesker tæller også i bæredygtighed, men må ofte snyde sig lidt til det.

Kolind Kuren.

Jeg holder meget af at læse og deltage i debatten på Kolind Kuren. Det er bare så “træls”, når der endelig er ved at gå hul på noget, går dialogen i stå. Jeg ved godt at dem der skriver og deltager er meget mere uddannet end mig, men de skal kende virkeligheden. Ikke kun alle de teorier de sidder og regne ud på deres fine kontorer. Bare der var flere som ville deltage i debatten…det er ikke farligt, kun sundt for samfundet. Prøv at skrive Kolind Kuren på din pc..og vær lidt med.

10000 hilsner fra Jette .

Alle små børn.

Jeg mener at alle små børn, er født lige. Hvis de er sunde og raske, har de samme evner. Hvis de ikke er så må vi hjælpe dem. Det må et meget rigt samfund kunne! Så er der så meget med arv, miljø og muligheder. Her skal man også hjælpe, hvis det er nødvendig. Tænk alle de muligheder samfundet går glip af, ved at lade disse børn sejle deres egen sø. Det har vi slet ikke råd til, med de få børn vi har. Det er spild af gode muligheder. Måske kunne disse børn bryde den “sociale arv”, ved at opleve noget andet i deres opvækst. Ikke ment at forældre skal sættes uden for indflydelse, nej hjælp og støtte..for det er jo dem der har født disse børn. Alle forældre..uanset hvor svært deres liv er, ønsker det bedste for deres børn.

16-17 årige i hjemmeplejen og på plejehjem?

Der er meget tale om personalemangel i ældreplejen. Især her i sommerferien er det svært. Nu er det ikke engang til at få vikarer, der er heller ikke flere. Der var en i “De gamles by” ovre i København, der fik en god ide. Vi kan bruge de ganske unge på   16-18 år, der er mange ting de kan hjælpe med. De ældre som skulle bruge hjælpen, mente det var ok, hvis det var nogle søde unge mennesker. Der er dog meget modstand fra fagforeninger og ældresagen. Jeg var ikke ældre da jeg startede i “omsorgsjob” i 1970. Selvfølgelig var der mange ting vi ikke måtte eller kunne, det lavede de voksne. Vi fik lov at lære fra bunden af og vokse med opgaverne. Vi gjorde rent, dækkede bord, vaskede op, skrællede kartofler, nippede jordbær, smurte rugbrød, lærte at bage franskbrød, gik i byen for de ældre, vaskede og strøg. Vi lærte at omgås de ældre og syge, nogle kunne, andre brød sig ikke om det..de rejste igen. Jeg mener ikke at det er så forkert at have de unge med, men er der nogle ledige af dem?

Jeg har ikke fået hedeslag.

Det er ikke fordi, det er for varmt, jeg skriver om jul i 30 graders varme i juni måned. Jeg har været ved at rydde op på min hjemmeside og fået lidt undervisning. Meget af det er skrevet , da det var vinter og juletid, men jeg havde lagt det forkert ind. Jeg håber at i forstår…alt nyt er svært..dette er nu lidt sjovt at lære. Når man tænker på at jeg engang lærte at skrive med pen og blæk og regne på en regnestok, så har der været meget nyt at lære og det er ikke blevet nemmere, men meget sjovere.